Montgenévre ligger i den franske del af de Cottiske Alper i regionen Provence-Alpes-Côte d´Azur og hører under departementet Hautet-Alpes, som har en gennemsnitlig beliggenhed på over 1000 meter over havet. Områdets hovedby er det historiske og autentiske Briancon, som ligger for foden af Col de Montgenévre 20 min. kørsel fra Montgenévre. På halvvejen passeres indgangen til den smukke dal Vallée de la Clarée. Fra Briancon kan turen gå gennem Serre Chevalier dalen op over Col du Lautaret og enten videre over Col du Calibier og ind til Valloire eller ned til La Grave og videre mod Grenoble. Turen kan også gå op over Col D´Izoard og ind i Parc Naturel Régional du Queyras og videre mod Gap. Montgenévre ligger på grænsen til det smukke Piemonte i Italien med 1 times kørsel til Torino og vin-områderne ved Asti og Alba og 2 timers kørsel fra Genova og Middelhavet. Undgå de store veje og drej fra i Cesana og tag turen over Col de Sestriere og ned mod Pinerolo. Området gemmer på mange hyggelige spise- og overnatningssteder, som kun venter på at blive fundet og brugt i forbindelse med vandre- og køreturer.